www.geiger.dk
Reviewed by: Flemming Binderup Gammelgaard)

“Det amerikanske selskab med det meget lidt amerikanske navn, bremsstrahlung, har udsendt to limited edition dobbelt-cd’er, hver med to ultra-minimalistiske musikere. Begge udgivelser leveres i et enkelt metalcover og indeholder to cd’er og to kartotekskort, ét for hver cd. Det hele er stilsikkert og meget enkelt, hvilket stemmer fint overens med, at selskabet bekender sig til lower-case-genren og tidligere har udgivet de to omfattende kompilationer, lowercase-sound 2001 og lowercase-sound 2002.

Lower-case er som bekendt den engelske betegnelse for et lille bogstav og hos bremsstrahlung (med lille b!) er musikken tilsvarende minimal. Det er med andre ord et selskab, der ikke er blegt for at bekende sig til en bestemt genre, men som omvendt kan have en tendens til at blive lidt rigeligt generisk i sit udtryk. Denne problematik illustreres meget godt af Civyiu Kkliu, der her leverer en behagelig drone, der udvikler sig uendeligt lidt i de tyve minutter nummeret "1111111" varer. Titlen siger vel egentlig det hele, der er ingen nuller, kun et-taller og dermed meget lidt eller slet ingen variation i det digitale signal. Der er derfor heller ikke meget andet at sige om dette track end, at det er meget behageligt, men ikke videre engagerende. Det bliver ikke bedre af, at det hele endda ender noget uopfindsomt med, at lyden simpelthen afbrydes efter de tyve minutter.

Toshiya Tsunoda derimod er en af mine personlige favoritter og har med udgivelser for selskaber som Lucky Kitchen, Fringes, Sirr og Häpna tidligere markeret sig som en yderst kompetent lyddokumentarist. Han optager simpelthen sine omgivelser og giver dermed et indblik i de akustiske kvaliteter, som for eksempel en havnemole, en vejbane eller et metalhegn besidder. Med kontaktmikrofoner og meget andet godt lader Tsunoda tingene tale for sig selv, og det, de har at sige, er som regel ret interessant. Her er det en havnemole, han har givet sig i kast med, og det er der kommet en tredelt komposition ud af. Der indledes med en sinus-tone, og derefter er det tid for lidt knitren og knasen, inden en mere moleagtig drone tager over. I den sidste tredjedel af kompositionen er der mere akustisk aktivitet, men til forskel fra tidligere Tsunoda udgivelser er der ikke meget her, der minder én om, at det er field recordings, det drejer sig om, og ikke blot elektroniske kompositioner. Der er ingen reel dialog med omverdenen og dermed ikke det liv og den uforudsigelighed, der ellers er kendetegnende for Tsunodas projekter. Dermed bliver det mere form end indhold, rimeligt interessant, men lidt intetsigende med andre ord.

Ilya Monosovs "Music for Listening" er opdelt i "Structure #1-3" og adskiller sig fra de to tidligere bidrag ved, at musikken er opdelt i korte enheder af helt stille intervaller. I kartotekskortnoterne hedder det sig, at en computer, en trompet og nogle mere eller mindre gode dage i 2002 alle bidrog til Monosovs komposition. Men det er ikke godt at vide hvordan, for der er ingen spor af hverken gode eller dårlige dage eller af nogen trompet for den sags skyld. Kompositionen virker helt igennem som en ultra-minimalistisk elektronisk komposition. Igen vil jeg sige, at mens resultatet ikke er uinteressant rent akustisk, er det ekstremt indadvendt, og der er ikke rigtig nogen mulighed for at komme ind i musikken. Dertil er det hele for formalistisk, stringent og i sidste ende selvrefererende. Det er med andre ord musik uden budskab, hvilket jeg har det glimrende med, men her virker musikken desuden decideret ukommunikativ, som om den er ved at lukke sig om sig selv og sin egen formfuldendthed.

Heldigvis er der mere fremdrift over den mere erfarne og bedre kendte Radu Malfattis tre tromboner. Selv om det ikke er til at genkende trombonerne, som her har en fantastisk metallisk klang, er Malfattis komposition meget mere direkte i sit formsprog. Hans "Three Trombones in 16th Intervals" holder en fornem balance mellem noget foruroligende og noget beroligende. Der veksles glimrende mellem helt stille passager og passager med stor intensitet, og det er med til at fastholde interessen. Der er ingen chokeffekter – det er stadig lower-case det her – men hver gang, den metalliske drone kommer igen, bliver man straks bevidst om den, og dermed glider musikken aldrig i baggrunden. En fornem komposition mellem stilhed og storm.

Lad Tsunoda og Kkliu ligge, men invester endelig i Malfatti og Monosov-udgivelsen. Malfattis bidrag og indpakningen alene er alle pengene værd.”